Vejen – power i provinsen

Af Allan Lauenblad

Små, originale butikker, gode restauranter, delikatesse, helsebutik og tøjbutikker med udvalgte mærker. Det lyder som latinerkvarteret i Århus – men det er Vejen!

Der er grøde i byen, og folk kommer langvejs fra for at shoppe og spise i Vejen. Her i Restaurant Bedre Byggeskik hører vi kunder fra Vejle, Kolding og andre nabobyer fortælle om de gode oplevelser, de får ved at tage hertil. Og vi, som bor her, har fået gode grunde til at blive i byen i stedet for at køre til Kolding Storcenter med kædebutikker og massevarer.

Passion og originalitet

Her har vi Ordning Muss Sein og Tage Henriksen som har andet end den standardiserede brugskunst, man kan finde overalt i verden, og som bliver drevet af passionerede iværksættere med originale ideer.

Vi har i gåafstand et væld af tøjbutikker til både kvinder og mænd, blandt andet har vi Schelde, BelleAmie, Mads og Stine, Sloth og Askov, hvor kvinder kan finde tøj, man ikke lige finder andre steder – og to lingeributikker har vi også.

Legetøj er sidste hit. Bog og Ide har udvidet med et superflot legetøjsudvalg med en passioneret ejer. Snart åbner der en brædtspilscafe

Mad af god kvalitet finder man også her:  Herregårdskælderen på Sønderskov er nomineret til bedste frokostrestaurant af Den Danske Spiseguide, flot. Restaurant Ribehøj på vej til Ribe, Skibelund Krat og cafemad i bedste kvalitet fås i Orangeriet på Rådhuspladsen.  Det seneste er Byens Bagel. Ja, Vejen er god at gæste, når man vil spise.

Vil man ikke på restaurant på vej hjem fra shoppeturen, kan man få det det lækreste af det lækreste til en aftenmenu derhjemme i Kvickly, hos Thorkild eller hos slagter Knag. Skal man vestpå, kan man også køre forbi slagter Dam i Askov, og til aftenkaffen får man en kage og en oplevelse hos Byens Cafe, Konditor bageren og i Holsted hos Kageriet.

Dagligvarekæder som Kvickly styrker samarbejdet med lokale producenter af fødevarer, og jeg kunne blive ved.

For få år siden frygtede vi, at Vejen som så mange andre byer i provinsen ville rammes af butiksdød – men sådan er det ikke gået, og jeg tror, der kommer til at ske flere store ting. Vent bare og se – der er power i provinsen!

Og glem så ikke det unikke Vejen Kunstmuseum og Sønderskov Slot.